Og der stod hun så igen ved kanten af metroen på Nørreport station.
Her hvor folk havde mest travlt, når hun ikke havde andet end tid. Det var så ærgerligt
tænkte hun. De tog aldrig en stund ud af kalenderen, til at se hvad de i
virkeligheden gik glip af.
Væggene var endnu fyldt med reklamer, tåbelige
reklamer. Reklamer om hudopstramning og anti-rynkecreme. Ikke nok med at ingen
havde tid til at stå stille, alle havde også så travlt med tiden, at de nu også
ville skrue den tilbage. Hun tænkte om hun var den eneste, her der bare lod
tiden flyde?
Videre ned ad rulletrappen, og her stod hun pænt
ligesom alle de andre i højre side, så dem der absolut ikke kunne komme for
sent til et tog med afgang hver andet minut, kunne komme forbi og skynde sig
lidt ekstra. Nu blev det først spændende. Nu havde ingen længere en reklame,
eller husforbi-sælger de kunne kigge på. Nu havde alle kun de grå betonvægge og
hinanden, noget der i den grad var angstfremkaldende. Ingen lagde nødvendigvis
mærke til det, de tog deres mobiler op ad lommerne og forholdte sig til de små
billeder. Men hun så det, deres undgåelsesadfærd, og hun bemærkede at de jo
aldrig så noget rigtigt. De så ikke en gang hvordan lyset for oven ramte den grå
betonvæg og gav den nuancer. Stakkels dem at de aldrig så hverdagens farver.
Helt nede var hun nu, helt nede hvor hensyn for længst
var forsvundet. Her havde ingen længere tid til at tænke på hinanden. Alle
havde lige meget ret til at komme ind i metroen, og hun kom også med. Blot kun
fordi hun lod sig sive ind på toppen af strømmen. De opførte sig alle som
maskiner. Hun så kun de determinerede adfærdsmekanismer. Alle kiggede ud af
vinduet for at undgå at kigge på hinanden. De stirrede med deres tomme blikke på
beton, og intet så de. De havde alle muligheder, og stadig intet så de.
Og det var i det sekund at hun så det. Et glimt
fra vinduet. Hun gik et skridt nærmere, i det hun så det igen, denne gang fra væggen
bag. Hun gik helt tæt på og glimtet blev ligeledes mere hyppigt. Som hun og
vinduet intet mellemrum havde, åbnede væggen sig. Tænk at der fandtes noget så
skønt midt i Københavns myldretid. Der bag blokke af beton gemte der sig et
land.
Det mindede hende om alt det alle betegner som
smukt. Solen var så småt ved at falde under havet. Hun stirrede intenst og så
det violette skær folde sig ned over stranden, ned over kysten. Hun så roen, hørte
bølgerne. Der var ingen strandpromenader eller restauranter. Der udgav alt sig
for at være præcis hvad det var.
Sandet var blødt, uskyldigt. Luften smagte af
dessert. Tydeligt var det, at intet element havde travlt med at være andre
steder end her. Hun tænkte at de måske også satte pris på et enkelt øjeblik.
Hun stod stille i dagevis, og tog det hele ind under huden. Hun fik det hele
serveret. Hun så livet, siddende i palmer som fugle. Hun mærkede jordens kærtegn
under hendes fødder. Trygheden var af fysisk kaliber her, hun kunne blive der
for evigt.
Hun så pludselig, hvordan solen stille blev orange,
og hvordan alt gik fra lilla til blåt. Men da det blev sort, og havet og
horisonten smeltede, ville hun have det tilbage. Hun ville skrue tiden tilbage.
Ude af metroen tilbage på Nørreport station,
tilbage i et univers af dissonans. Når alle kiggede på deres ure, kunne hun nu
smile. Og mens hun stod og så metroen og væggene bag, så ingen at hun var
lykkelig. Alle så hende bare sidde, men ingen havde taget tiden til at høre, at
rytmens sidste puls for længst var slået.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar